Gitte er halvt dansk, halvt ghanesisk. I 40 år var hun kun én af delene
Dette er historien om et menneske, der forenes med sit ophav. Et ophav, hun i størstedelen af sit liv ikke identificerede sig med eller ønskede at kende til.
.
.
Af Mai Fyhn og Juliane Mackensie
.
.
Gitte får øjenkontakt med sin femårige søn i bakspejlet. De sidder i bilen på vej hjem til huset i Allerød.
“Mor, de spurgte, hvor jeg kommer fra,” siger han.
Jesper har besøgt sin kommende folkeskole og mødt de nye klassekammerater.
Indtil denne dag i foråret 2005 har de aldrig talt om hudfarve og ophav. Det har ikke været vigtigt.
Alligevel har tanken strejfet hende – på et tidspunkt bliver de måske nødt til det.
“Hvad sagde du så?”
“Amager!”
For det er der, han er født. Men de nye venner tror ikke på ham. De bliver ved med at spørge, og Jesper har ikke andre svar.
Det er nu, hun skal give de svar til ham. Eller i hvert fald de spinkle oplysninger hun har, og som hun selv aldrig har spurgt ind til.
Gitte forklarer, at hans rigtige morfar kommer fra Afrika. Og at han har mørk hud, ligesom hende selv og Jesper. Han hedder Nicholas.
Men hvor er han? Hvad laver han? Hvorfor er han her ikke? Hvorfor har hun aldrig fortalt det?
Hendes søn er ivrig efter at vide mere om manden, ingen af dem kender. Han vil vide, hvor han kommer fra.
En nysgerrighed, som Gitte i løbet af sine 40 år ikke har mærket på samme måde. Men da de sidder i bilen, er hun ikke tvivl om, at hun ønsker at vide mere. For Jespers skyld.
Dagen efter kontakter hun Udenrigsministeriet. Måske kan de hjælpe.
.
Prinsessedatteren fra Odense
I en vindueskarm på Saxovej 116 i det nordvestlige Odense står et fotografi. Det har sin faste plads der, da Gitte er barn i 1960’erne. Ikke større end en håndflade, og med takkede kanter som på et frimærke.
Seks mænd kigger smilende ind i kameraet med armene om hinanden. De er mørke i huden og ligner ikke andre, Gitte kender.
En mand står i midten med klipklapper og et mønstret klæde om sig.
Manden er Gittes far.
Hun har aldrig mødt ham, og fotografiet i vindueskarmen er det eneste hun ejer, som kan fortælle hende, hvem han er, og hvordan han ser ud. Men det gør hende ikke noget.
Gittes mor er 17 år, da hun føder hende i 1964. Det var egentlig meningen, at hun skulle bortadopteres, men bedsteforældrene tager hende ind som deres egen. Der bor hun det meste af sin barndom og besøger sin mor hver anden weekend.
De taler ikke meget om far. Men mor har fortalt, at fars far er stammehøvding, og det må jo betyde, at Gitte er prinsessedatter. Den tanke kan hun godt lide.
De første år af Gittes liv sender han julekort og fødselsdagskort. Hvide konvolutter med farverige frimærker.
han tænker på hende, vil hende gerne. Det må brevene vel betyde.
Hendes fætre og kusiner ved godt, at Gittes far kommer fra Afrika. Børnehaven ved det også. Men heller ikke de taler om det.
Det er vigtigere at snakke om, hvilken tegning man skal tegne, hvad man kan klædes ud som, hvilket tøj, der er fedt at gå i.
Alligevel kan Gitte ikke lide, når de læser Lille Sorte Sambo højt. Hun kan ikke forklare, hvorfor. Men der er noget i fremstillingen af den lille dreng, som hun ikke bryder sig om.
Afrika er en fjern og underlig størrelse. Det er svært at forestille sig, hvordan der ser ud, og hvilke mennesker der bor der. At der overhovedet findes steder udenfor Odenses bygrænser.
Måske er det som i Lille Sorte Sambo.
Gitte forstiller sig hellere, at far sidder oppe i flyvemaskinerne, der af og til krydser himlen over hende.
Brevene stopper med at komme efter Gitte fylder syv. Hun ved ikke hvorfor, men hun stiller ikke spørgsmål. Hun er glad for at bo hos mormor.
.
.
.
Håret vil ikke, hvad Gitte vil
Tilbage står det eneste håndgribelige vidnesbyrd om en far fra Afrika.
Gittes brune hudfarve og sorte afrohår.
Men hun føler sig ikke anderledes. Heller ikke som hun bliver ældre, og kommer i skole, hvor ingen af hendes klassekammerater ligner hende.
Tværtimod tænker hun på det som eksotisk.
Med undtagelse af håret. Det ustyrlige, besværlige hår.
***
Der er dårlig stemning.
Gitte er flyttet hjem til sin mor, og de taler om, at Gitte snart skal konfirmeres.
De er blevet enige om, at hun skal have en hvid kjole på, men håret volder straks flere problemer.
Mor insisterer på, at hun ikke kan have stofbleen på. Stofbleen, som hun hver dag siden femte klasse har bundet om håret som en bandana.
Med den på kryber afrohåret kun en smule ud omkring nakken.
Jamen, så vil jeg ikke konfirmeres, melder hun.
.
Teksturen gør det umuligt at tæmme, som hun vil have det. Hun misunder resten af hendes klassekammerater, med finere, glattere hårstrå, som kan sættes i smarte frisurer.
Og hun kan ikke overskue, at det ville afføde spørgsmål og bemærkninger, hvis hun tager stofbleen af.
Mor kommer derfor med et alternativ.
Hvad nu, hvis jeg syr dig en hat?
Det går Gitte med til. Og hun er faktisk glad for den.
Den er kridhvid som konfirmationskjolen og har en stor skygge. Stor nok til at dække hendes hår på samme måde, som stofbleen kan.
Men hun har den aldrig på igen. Hun holder sig til stofbleen.
Lige indtil hun er 15 år og skal til ungdomsfest og ved et tilfælde glemmer den derhjemme. Hun ender med at sige pyt.
Måske er hun den eneste, der i flere år har skænket håret en tanke. For de andre til festen siger ikke noget til det eller kigger anderledes på hende, selvom det store, krøllede hår kan ses.
Hun er jo egentlig også bare Gitte.
.
Gitte er dansker
Hun kommer fra Odense, hedder Nielsen til efternavn og føler sig lige så dansk som alle andre. Punktum.
Det har hun aldrig været i tvivl om. Hun er vokset op her, har gået i skole her, har venner og familie her. Har altid været tilfreds her.
Hun føler aldrig, at hun er blevet betragtet som andet i sin barndom og ungdom i Odense. Selv ikke på grund af hendes hår, som voldte hende problemer som teenager.
Lige indtil hun flytter til Amager i starten af hendes 20’ere.
Fra tid til anden oplever hun, hvordan mennesker med afrikansk udseende genkendende nikker eller hilser på hende, når hun går på gaden.
Hun forstår det ikke.
I hendes optik hilser man ikke på folk, man ikke kender. Kun hvis man har en form for åbenlys fællesnævner, som når man er i udlandet på ferie og støder på andre danskere.
Hun kan ikke lide det og vender ryggen til, når det sker.
Den del af hendes biologiske ophav betyder ikke noget for hendes selvopfattelse eller identitetsfølelse. Hun har derfor heller ikke behov for at udforske det.
.
.
.
.
Kære June og datter
I samme periode får hun en stak breve af mor. Breve, som morfar, der gik bort, da Gitte var syv år, tilsyneladende har gemt. Mor har nu fået dem af en anden slægtning.
Brevene har hverken mor, mormor eller Gitte set før.
De er fra hendes far, og de er mange år gamle. Dateret helt tilbage til 1964, det år hun bliver født. Kære June og datter står der på det ene.
Hun ved stadig ikke, hvorfor fødselsdagsbrevene i sin tid stoppede med at ligge i postkassen som barn. Hun spurgte aldrig hvorfor. Tiden gik sin gang, og faren blev stadig mere fjern.
Men hun sidder med samme følelse af at være ønsket, da hun læser brevene. Nu som voksen.
Brevene indeholder billeder af ham. Nicholas Kingsley Oti Amankwah. Han ønsker, at hun ved, hvordan han ser ud. Og så ønsker han sig, at hun tager hans efternavn, Oti.
Et navn, som kommer af den vestafrikanske flod, der løber ud i Ghana.
Hun tænker over det, men overvejer det ikke rigtig. Ens navne bør være dem, man tildeles ved fødslen. Eller det man får, når man gifter sig.
Gitte Yvonne Kock Nielsen er hendes navn, efter hun giftede sig med Steen.
Hun har ikke noget behov for at ændre på det, der allerede er, for hendes eget vedkommende. Men der plantes alligevel en tanke i hende, da hun er gravid med sit og Steens første barn, Jesper.
En del af hende ønsker at imødekomme sin far og give sit barn navnet ved dåben. Navnet er synonymt med rødder i Ghana, og Jesper skal vide, hvor han kommer fra.
Det viser sig, at hun selv nødt til at tage navnet, for at det kan lade sig gøre. Det kan altid fjernes igen, når barnet er døbt, siger de på kirkekontoret. Men det er der egentlig ingen grund til.
.
.
Annonce i avisen
Det trigger noget i hende, at hendes dreng på fem år er så ivrig efter at vide, hvor han kommer fra, mens de sidder i bilen.
Han er stadig for lille til at forstå, at hans og hans lillesøsters efternavn, Oti, ikke er dansk. Men nysgerrigheden er der stadig.
Gitte vil gerne give ham muligheden for at få nysgerrigheden stillet.
Han lever nok alligevel ikke mere, når hun at overveje. Men så har hun i hvert fald gjort forsøget.
Hos Udenrigsministeriet vil de gerne hjælpe. Hun kommer i kontakt med Marie Louise fra Danmarks ambassade i Ghana. Mens Gitte udformer en annonce, undersøger Marie Louise, om de kan få den i avisen Daily Graph, som når ud i alle landets afkroge.
Gitte skriver, hvor gammel han ca. er i dag, og hvor han har boet. Men ikke at det er hendes far. Det kan være, der sidder en familie et sted, som ikke ved, at der findes en datter fra fortiden.
Annoncen bliver trykt i Daily Graph, mens Gitte og hendes familie holder ferie på Kreta i sommeren 2005.
***
Mobiltelefonen ringer. Det er ikke et nummer, hun kender.
For et døgn siden, kom avisen med hendes efterlysning på gaden i Ghana.
Stemmen i den anden ende taler engelsk med tydelig accent.
Han ringer fra Ghana og på vegne af en kvinde, Comfort, der har genkendt personen, som Gitte efterlyser. Det er hendes mand.
Comfort er på besøg i Ghana og har læst avisen. Ellers bor hun i London med Nicholas og deres fire børn.
Men hvem er du?, spørger stemmen i røret.
Hun har ikke lyst til at sige mere. Hendes far skal være den første til at vide det.
Hun fremstammer et ønske om at vente med den del, men inden hun når at skrifte emne, bliver hun afbrudt.
Okay. Men vi har hørt noget om en lille pige i Danmark.
***
Næste dag ringer et nyt nummer. Hun tager en dyb indånding. Deres ferie har det sidste døgn mindet om en intens udgave af Sporløs. Bareuden et TV-hold i ryggen.
Modsat manden i går, taler ham her gebrokkent dansk. Imponerende, da han ikke har haft brug for sproget i 40 år.
Det er hendes far, siger han.
Men kan det virkelig være rigtigt?
Hun giver sig ikke bare hen. I princippet kan han være hvem som helst. Derfor har hun forberedt et par kontrolspørgsmål. Men så langt når hun ikke.
Jeg boede på Saxovej som lille, starter hun.
Ja. Nummer 116, svarer han.
En fremmede mand vil ikke kunne gætte det. Det er den adresse, han har sendt jule- og fødselsdagskort til, da hun var barn.
Men fremmed er han alligevel. Hun kender ham kun gennem ord på et stykke papir og billedet, som stod i vindueskammen på hendes børneværelse.
De aftaler, at hun skal komme til London med sin familie. Så kan Jesper se, hvor han kommer fra. Det er trods alt det, det handler om.
.
.
.
.
Det første møde
To måneder efter står Gitte og Steen med deres to børn, Jesper og Mette, i Heathrow Lufthavns ankomsthal.
Blandt menneskemængden kommer et skilt til syne. Kock, står der. En mand hun ikke kan genkende, står og holder det foran sig.
Det viser sig at være hendes svoger. Og ved siden af står hendes far.
Han hilser pænt på familien, men giver kun hånd. Det er en smule underligt, at de ikke krammer. Men samtalen glider.
Der går ikke lang tid, før hendes far griber Jespers hånd og styrer mod udgangen til bilen, der venter.
Hans hjem ligger en times kørsel væk. Et klassisk, engelsk rækkehuskvarter med hvide husmure og farvede døre.
De bliver mødt af Gittes fire søstre og farens kone, da de træder ind ad døren.
Familiens velkomst er overvældende, for der er ikke et sekunds stilhed. De er enormt nysgerrige, åbne og snaksalige.
Gitte bliver betaget af det. Det er tydeligt, at de er enormt tætte. At de har noget særligt sammen. Og det er nemt at glide ind i deres dynamik, som sletter alle spor af akavet stilhed eller forbeholdenhed.
Lige indtil svogeren rømmer sig, da de har indfundet sig i stuen.
Nu har I fået kost og logi her. Fortæl os, hvorfor I er kommet, siger han.
Gitte famler efter ordene, men hun har ikke nogen. Spørgsmålet kommer fuldstændig bag på hende.
I stedet træder Steen til og forklarer om dagen, hvor Jesper kom hjem fra skole med spørgsmålet, der satte gang i processen.
Gitte viser et lille, hvidt fotoalbum frem, som hun har taget med hjemmefra. Billeder af hende som barn og ung.
Ét billede vækker genkendelse hos søsteren Mavis, som har studeret og boet i familiens hus i Ghana.
Barndomsbilledet af Gitte genkender hun fra et tilsvarende familiealbum, som ligger i huset i Kumasi. Lige der, blandt de andre søskende og familiemedlemmer har billedet af Gitte altid været.
Det rører Gitte. Hun er aldrig blevet gemt væk for dem, og de har tænkt på hende. Hun har altid holdt en plads hos sin far trods omstændighederne.
.
.
En ny familie
Omstændighederne har hun aldrig kendt til, for hun har aldrig spurgt. Men Dad vil gerne fortælle sin side af historien.
Han havde altid ønsket at se Gitte, men havde ikke fået lov.
Da hans forældre i Ghana hørte, at han havde fået en datter, ønskede de at se hende. Han skulle tage Gitte med på besøg.
Gittes mor var ikke god til engelsk, og han var ikke god til dansk. De misforstod hinanden. Hun troede, han ville stjæle Gitte med til Ghana. Derfor ville hun ikke se ham mere.
Han forsøgte at holde fast i Gitte gennem sine breve. Men dem frabad hendes morfar sig på et tidspunkt. Det respekterede han.
Men glemme hende – det kunne han ikke.
***
Som enebarn drømte hun engang om at få en lillesøster. Nu skal hun lære, hvordan man indgår i en søskendeflok på fem.
Hun er opmærksom og følsom overfor signaler fra de andre. Det må også være omvæltende for dem. Især Evelyn, der indtil nu har været den ældste. For Gitte fornemmer, at der er et naturligt og kærligt hierarki søstrene imellem.
Når de er ude og spise, er det Evelyn, som sørger for, at alle børnene får noget at spise. Det er hende, som går forrest.
Gitte har ingen intention om at tage nogens plads. Hun italesætter det og bliver grebet. Evelyn og de tre andre er bare glade for at se hende. Og hendes niecer og nevøer har tilsyneladende heller intet imod at få en ny tante. Auntie Gitte.
***
Et år tager de til Ghana med Dad for at fejre jul og nytår. I anledning af deres besøg, er der købt et juletræ. Eller noget som skal forestille det i hvert fald. Familiekomsammener her er anderledes, end hun oplever i Danmark. De drikker ikke alkohol. De danser og synger. Selvom hun ikke forstår sproget twi, er hun ikke i tvivl om, at det er lyden og rytmen af glæde.
Dad er stolt. Det afslører hans arm omkring hendes skuldre, når han præsenterer hende for familie og venner. Eller da han lader hende holde pengene, når de går rundt i bazaren. Det er ellers primært mændene, der gør det her.
***
Hun beundrer sin nye familie. De inkluderer hende, selv når hun ikke er sammen med dem. For eksempel når Danmark og England møder hinanden i fodbold, og de kærligt driller hinanden i deres fælles gruppe på WhatsApp.
Når hun er i London, kan hun se, hvordan de yngre tager sig af de ældre. De tager dem med i kirke, får dem op og stå, synger med og danser. Alle giver en hånd med, hvor de kan. Gitte lærer at gøre det samme.
Hendes søstre ligner hende. De har alle temperament som hende. Og hun misunder det fællesskab og bånd, de har, og som hun efterhånden bliver en del af.
Hvis det er sådan her, det føles at have søskende, så er det rart.
***
At Gitte møder Dad, forener ikke kun de to. Hendes danske familie tager ubetinget imod ham og hans familie, når de er på besøg.
Han viser, hvor han arbejdede i Odense som en del af et Danida-projekt indenfor landbrug i starten af 60’erne. Det var her, han traf Gittes mor.
Familien fra Danmark lytter nysgerrigt med. Det er spændende at møde manden, de altid har vidst eksisterede, men aldrig snakkede om. Selv mor og Dad ser hinanden igen efter 40 år. Mor snakker stadig ikke godt engelsk, men det fungerer alligevel. Det indikerer deres smil i hvert fald.
Det gør Gitte stolt. Dem, som hun længe har kendt, og ham, hun først lige har mødt, kan lide hinanden.
Deres forhold hænger sig ikke i fortiden. Det ser fremad.
.
.
.
.
Jeg elsker dig
Hun leder efter en flybillet til London. Denne gang er det ikke på grund af et besøg, der længe har været planlagt.
Det skal gå hurtigt. Computerskærmen fortæller, at der er en afgang i morgen – den 5. januar 2020. For Gitte skal nå at se Dad.
Telefonen ringer igen. Ligesom den gjorde et par timer tidligere. Hendes far er blevet indlagt på hospitalet med et slagtilfælde.
Gittes fire søstre står omkring ham på hospitalet, mens hun sidder i huset i Allerød med et WhatsApp opkald i gang.
Hvis du har lyst til at sige noget, skal du sige det nu.
Eloise, hendes søster, sætter telefonen på medhør. Hun skal sige farvel til Dad. Han kan hverken respondere eller se hende, men han kan høre hende.
Ligesom de fire søstre og hans kone, som alle sidder i rummet.
Lige nu føles London meget langt væk. Hun vil gerne være der. Rigtigt. Det er akavet, at de andre skal stå og lytte med på den måde.
Samtidig prøver engelske ord og sætninger at samle sig inde i hovedet.
For hvad er det sidste, man skal sige til sin far, man kun har kendt som voksen?
Hun siger tak for deres tid sammen. Og at hun skal hilse fra Jesper, Mette og Steen. De tænker på ham.
Det tager et par minutter.
Jeg elsker dig.
Tre ord den nu 56-årige kvinde sjældent bruger, og som man skal have gjort sig fortjent til at høre.
Hun gengælder kærligheden, hun fik gennem hans kort til fødselsdag og jul, da hun var lille.
Den kærlighed, som har defineret deres relation de sidste 15 år. Han har åbnet sit hjem og sine arme for hende. Taget hende ind og vist en verden og et ophav, der førhen ikke var en del af hende. Givet hende de søskende, hun altid havde drømt om.
***
Telefonen ringer igen, som den også gjorde for tre kvarter siden.
Dad er sovet ind.
Alle fik sagt farvel. Det må være det, som gav ham ro.
.
.
Røde og hvide blomster
Gitte og hendes fire søstre går op til prædikestolen. Hun når kun at stille sig foran den, inden hun mærker en blid hånd på ryggen fra Evelyn. Gitte skal tale først. Hun er den førstefødte.
Dad gik bort for et halvt år siden. Før corona-pandemien gjorde sit indtog og udskød begravelsen. Han er balsameret og ligger i kisten pyntet med røde og hvide blomster til højre for Gitte.
Vandet i øjnene gør bogstaverne på A4-arket svære at læse. Ordene skal forbi klumpen i halsen. Hendes søstre samles om hende.
Hun fortæller, at Dad altid har været der.
At hun er taknemmelig for at han og hans familie har taget godt imod hende og hendes familie.
At mødet og relationen til ham har givet Jesper nogle svar, og fået hende til at se sig selv i et nyt perspektiv.
Næsen begynder at løbe, og tårerne bag brilleglasset kan ikke snakkes væk.
Hun vender blikket mod Eloise, som står klar med en serviet til næsen. Nu kan hun fortsætte det sidste stykke.
Jeg er glad og stolt af at være hans datter, og jeg ønsker ham det bedste og den største kærlighed på hans rejse. Hvor end han skal hen. Tusind tak.
Hun kigger ud i kirken. Mere end 100 mennesker sidder i sort tøj og med mundbind på i St. Joseph RC Church i det syd-vestlige London denne dag i august 2020.
De fleste har sikkert kendt ham længere tid, end hun har. Men tænk, at han har betydet noget for så mange. Ikke mindst for hendes danske familie, der som de eneste i kirken har en lysere hudfarve. Hendes blik ender på den skinnende trækiste. Hun træder et trin ned. Får et kram.
.
.
En bror i Aarhus
Gitte vender ikke længere ryggen til.
Engang genkendte hun ikke sig selv i sit ophav eller dem, som hilste på gaden. I dag forstår hun det, og hun er stolt af det.
Nu lægger hun mærke til dem, møder deres øjne, smiler og gengælder hilsen, hvis den kommer.
Måske er en af dem hendes bror.
***
Hun bliver bekendt med det, efter Dad er gået bort.
Hun er alene med sin søster Mavis, der fortæller, at han vist også havde fået en søn i Aarhus. Her boede han kortvarigt, efter han flyttede fra Odense i 1964.
Vist også en søn. Ingen af dem ved mere end det.
Måske går der en mand rundt, som har eller ikke har undret sig over, hvad han er lavet af. Som måske eller måske ikke har fået breve på sin fødselsdag.
Der er hverken et navn at gå efter eller en garanti for, at han overhovedet findes.
Alligevel er hun ikke i tvivl. Hvis han eksisterer, har hun lyst til at kende ham.